Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Læring

Læring

Læring foregår hele dagen i Skovhuset.

Læring gennem relationer

Vi ser at man har en ven, det er nogle stærke venskaber man får i Skovhuset, da skoven giver ro og fordybelse til legen, i leg med venner lærer barnet forhandling, afprøver grænser, kommunikation og udvikler kropsforståelse.

Børn lærer gennem legen og afprøver sig selv i virkelige situationer fra livet. Derfor er det vigtigt at personalet tilbyder en bred vifte af kropslige aktiviteter, som giver børn et nuanceret billede af, at der ikke kun findes en løsning. Børnene lærer i deres eget tempo og vi kan se at de differentierede miljøer udvikler det enkelte barn, der hvor det er i deres leg.

Det er tryghed skabende at have en god ven eller en stærk relation til en voksen i udfordrende situationer.

Vi accepterer at ikke alle kan være bedste venner, men vi kan acceptere hinanden, som venner, som en del af vores børnehave. Vi mødes fx til en samling og lytter til hinanden uden at afbryde, selvom det ikke er den bedste ven der taler.

Læring gennem planlagte aktiviteter

En del af vores dagligdag kan bestå af planlagte aktiviteter, pædagogerne har ofte en fælles leg med i rygsækken, som ofte understøtter et naturemne, for at understøtte nysgerrigheden og lysten til at lære mere, men fælleslegene kan også være emner som børnene kan have givet udtryk for, er spændende fx har vi brugt lang tid på sneglejagt og vædeløb og at tælle alle sneglene.

Vi arbejder også med aktionslæring, som eksempel kan vi nævne at en voksen og et par børn sidder sammen og snitter eller er med til at lave bål.

Når vi kører i bus/tog og besøger museer eller tager på hjemmebesøg, lærer børnene at begå sig i det offentlige rum og i forskellige kontekster.

 

Læring gennem farlig leg

Den risikofyldte leg giver børnene mulighed for at møde deres egne grænser, lærer dem selv og deres kroppe at kende og kæmpe dem selv ud af vanskeligheder. I Skovhuset ser vi børn der klatrer højt oppe i træer, snitter med knive, leger ved vand, hopper højt oppe fra og løber stærkt på forskellige underlag. Børn der har smag for den risikofyldte leg, udfordrer hver dag deres egne grænser og er meget robuste.

Risikofyldt leg afhænger af øjnene der ser. Det der udgør en risiko for nogen gør ikke for andre. Det kan være betinget af alder og udvikling men også barnets egne erfaringer og tilgang til at møde nye udfordringer.

Risikofyldt leg er kendetegnet ved at barnet oplever følelsen af at komme ud af kontrol, men på en måde, der frembringer en følelse af spænding frem for frygt.

Læring gennem kropsforståelse

Vi arbejder bevidst med at børnene skal kunne mærke deres krop, når vi løber, kan vi mærke at vi bliver forpustet og får sidestik, når vi går langt, kan vi svede og få trætte ben, når det er vinter, bliver vi kolde og skal bevæge os for at få varmen. Vi mærker de daglige skift i vejr og temperatur og børnene lærer at handle derefter. Fx kan man tage termojakken af når man leger i solen en forårsdag eller tage varmt tøj på hvis det pludseligt blæser op og bliver koldt.

Læring gennem rutiner

Rutiner giver overblik, og gør barnet trygt og gør det selvhjulpent, når barnet er selvhjulpent, har det overskud til andre udfordrende situationer og overskud til at hjælpe andre der har brug for hjælp. I Skovhuset har vi en del rutiner og vi tror at barnet kan bruge disse oplærte rutiner som erfaring i deres skoletid.

Læring det sidste år i børnehaven

I børnenes sidste år i Skovhuset, udviser de et større ansvar for at være et børnehavebarn i Skovhuset. De er kulturbærer af uskrevne regler og traditioner og er bevidste om at bringe det videre til de yngre børn. De fortæller glædestrålende om vores traditioner og de husker andre børn på hvordan man gør i Skovhuset.

Det sidste år vil der også være større fokus på skoleforberedende aktiviteter, hvor børnene øver sig på at løse opgaver og være deltagende i et undervisningsmiljø.

Læring gennem traditioner

Skovhusets traditioner er primært bygget op omkring årstidernes skiften. Fx laver vi høstsuppe og holder lanternefest. Andre traditioner markerer kulturelle traditioner. Fx laver vi julefrokost med risengrød til jul og triller æg til påske.

Gennem skovhusets mange traditioner, lærer børnene om kulturelle normer og værdier i det danske samfund.

Gennem vores tradition med at tilberede en fælles suppe er fællesskabsfølelsen stor og glæden er stor når vi sidder tæt sammen og spiser den. Samme fællesskabsfølelse opstår også under den ugentlige morgensang.

Når vi besøger Vedbækfundene og Frilandsmuseet får børnene indblik i vores kulturarv.